BankNordik ansætter ny erhvervsdirektør i Grønland
11-04-2017

BankNordik ansætter Thomas Tyt Mogensen som ny erhvervsdirektør for bankens grønlandske forretning. Erhvervsdirektøren skal stå i spidsen for at videreudvikle det store vækstpotentiale, som banken ser på erhvervskundeområdet i Grønland.

 

Jón Brekku, som siden 2014 har stået i spidsen for BankNordiks fremgang på det grønlandske marked, har besluttet at flytte tilbage til Færøerne, hvor han fortsætter i en ny stilling i bankens hovedsæde.

 

”Jeg vil gerne takke Jón Brekku for den store indsats gennem de seneste 3 år, hvor BankNordik for alvor har styrket sin position på det grønlandske marked. Vi har i løbet af de seneste år oplevet udlånsvækst og kundetilgang, og i 2016 fik vi vores hidtil bedste resultat i Grønland. Den nye ledelse i Grønland skal således bygge videre på det eksisterende stærke grundlag og fortsætte vækststrategien, som har givet banken gode resultater,” siger Árni Ellefsen, adm. direktør i BankNordik.

 

BankNordiks nye erhvervsdirektør, Thomas Tyt Mogensen, kommer fra en konsulentstilling i Grønlands Erhverv og har gennem sin karriere opnået en solid indsigt i det grønlandske erhvervsliv.

 

”Vi er meget tilfredse med at have ansat Thomas Tyt Mogensen som ny erhvervsdirektør i Nuuk. Han har den helt rigtige profil til at sikre videreudviklingen af vores strategiske planer for det grønlandske marked. Med Thomas Tyt Mogensen har vi fundet den rette person til at føre vores ambitioner om at udnytte det store vækstpotentiale samt at erobre markedsandele ud i livet,” siger Árni Ellefsen, som også glæder sig over, at banken nu får en lokalt forankret erhvervsdirektør, der kan være med til at sikre kontinuitet og en tættere tilknytning til lokalsamfundet.

 

Thomas Tyt Mogensen starter i stillingen som erhvervsdirektør den 1. juni 2017, og han kommer sammen med Elisabeth Sillehoved Andreasen og Jane K. Tobiassen til at udgøre bankens ledelsesteam i Grønland.

 

Yderligere oplysninger

Árni Ellefsen, adm. direktør: telefon (+298) 230 348


‹ Tilbage