BankNordik søger finanselever

BankNordik er en færøsk bank i tre lande og en stærk bank i vækst, som giver dig gode karrieremuligheder.

Som finanselev i BankNordik får du en solid finansuddannelse, som udvikler dig både fagligt og personligt. Vi har filialer i Danmark, Grønland og på Færøerne, og lige nu søger vi to elever til filialen i Nuuk.

Om elevstillingen

Hos BankNordik får du en anerkendt, toårig uddannelse i en varieret hverdag. Du får mulighed for at prøve kræfter i forskellige områder af banken, og du lærer bl.a. at rådgive vores kunder om bolig, pension, og investering. Det er vigtigt for os, at du får mulighed for at udvikle dig selvstændigt i jobbet, så du opnår tæt kundekontakt og opbygger et godt netværk. Uddannelsens kombination af teori og praksis i form af skoleophold og praktiske opgaver i filialen giver dig et godt grundlag for en fremtidig karriere som rådgiver i BankNordik. Som en del af elevuddannelsen er der på 2. år indlagt et udvekslingsophold til Danmark. Her arbejder du i bankens forskellige afdelinger og får nye spændende faglige udfordringer, oplevelser og socialt samvær.

Om dig

Du har bestået HHX/GUX, NI1 eller TNI18. Det er desuden et plus, hvis du i løbet af din studietid eller derefter har gjort dig andre erfaringer - og gerne med kundekontakt. Vi forventer, at du er selvstændig, målrettet, moden og har lyst til at have kontakt med mange forskellige mennesker. Som person er du serviceminded, imødekommende og udadvendt, og du er god til at planlægge og holde styr på mange forskellige opgaver.

Du skal have lyst til og flair for at arbejde med økonomi, og du kan levere kvalitet i dit daglige arbejde. I BankNordik lægger vi stor vægt på, at vi løbende udvikler og forbedrer os. Derfor forventer vi, at du som elev er god til at tænke nyt, handle proaktivt og se muligheder.

Hvad kan vi tilbyde?

I BankNordik er vi ambitiøse omkring vores elever. Læringskurven er stejl, og som udgangspunkt uddanner vi til fremtidig ansættelse og tilbyder kvalificeret efteruddannelse. Du får mange dygtige og engagerede kollegaer og kan glæde dig til en spændende og lærerig hverdag. Vi har en positiv og uhøjtidelig omgangstone, og hos os er samarbejde og godt humør en naturlig del af hverdagen.

Vil du vide mere?

På banknordik.gl/elev kan du læse mere om elevuddannelsen og om os. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte privatkundechef, Pia Holm Jensen, på tlf. 34 79 10 eller på e-mail pho@banknordik.gl

Ansøgning

Vil du med på holdet? Så send os din motiverede ansøgning, hvor du bl.a. fortæller:

  • Hvorfor du ønsker at blive finanselev i BankNordik
  • Lidt om dig selv og dine fritidsinteresser
  • Om du har haft et relevant studiejob eller måske et udlandsophold

Send din ansøgning via dette link – senest den 12. februar 2020. Husk også at vedhæfte dine eksamensbeviser og eventuelle udtalelser. Vi holder ansættelsessamtaler løbende og glæder os derfor til at høre fra dig snarest muligt.

Vil du høre mere om, hvad vi kan gøre for dig?

Ring til os på

34 79 00

... eller send en besked