BankNordik-legatet uddeles til Victor Langholz
To gange om året uddeles BankNordik-legatet til studerende på en videregående uddannelse. Legatet på 25.000 kr. skal ses som en økonomisk håndsrækning til de udgifter, der er forbundet med at studere.
Denne gang er Victor Langholz modtager af legatet. Victor rejser – efter planen – til USA til september. Her skal han på The University of Oklahoma tage en bachelor i International Business og Entrepreneurship.
”Vi vil gerne bidrage til at flere unge mennesker gennemfører en videregående uddannelse – både til gavn for vores samfund, men også for at inspirere andre til at gøre det samme. Det har stor betydning for, at vi kan få endnu mere kvalificeret arbejdskraft – og gerne med input fra verden omkring os,” udtaler René Sørensen, privatkundedirektør i Nuuk og fortsætter: ”som følge af corona-krisen har flere uddannelser ikke tilbudt undervisning, og derfor har vi denne gang valgt kun at uddele legatet til én studerende. Når vi til efteråret igen uddeler BankNordik-legatet, er der mulighed for, at tre studerende modtager de 25.000 kr.”
Ansøgningsfristen er den 24. september, og man er velkommen til at søge legatet på ny, selvom man tidligere har fået afslag.